200 SPECIALFORRETNINGER • CAFÉER • RESTAURANTER • INDKØBSCENTER • VAREHUSE
Esbjerg City giver klimaet en julegave i form af mindre CO2-udslip
Esbjerg City giver klimaet en julegave i form af mindre CO2-udslip
Julen er lysets fest. En ældgammel tradition, der går rigtig langt tilbage. For Esbjerg City er en jul uden smuk gadebelysning helt utænkelig, men med den nyeste teknologi er det nu muligt at sænke elforbruget markant.
I år er der påbegyndt en større udskiftning af de almindelige lys til diodelys.
Godt 80.000 julelys pynter Esbjerg City. En del af belysningen vil i år, når den tændes den 26.11, være etableret med moderne lysdiodekæder, hvorved der spares helt op til 90 procent på elforbruget i forhold til de lyskæder, som tidligere blev anvendt.
Forbruget kan sænkes til en tiendedel ved at skifte til kæder med lysdioder eller nye spændende former for belysning baseret på lysdioder, siger Carsten Jørgensen, DAN-EL, der står for op/nedtagning af julebelysningen for Esbjerg City. Lang holdbarhed er et andet plus ved at skifte til lysdioder. Pærerne har en brændetid på op til 50.000 timer og er meget robuste over for stød og vejrpåvirkning tilføjer Carsten Jørgensen.
Vi har fulgt DAN-EL’s energiråd om at skifte til lysdiode-kæder og – udsmykninger over alt, hvor det kan lade sig gøre, udtaler Brigitta Christensen, Esbjerg City. Hidtil har lyset i de sparsomme lyskilder ikke haft den rigtige glød, men det er blevet bedre i år, så derfor har vi nu valgt at sætte processen i gang, slutter Brigitta Christensen.
Julebelysningen i Esbjerg City indeholder en samlet investering på to mio. kr. foruden en årlig udgift på 400.000 kr. til op- og nedtagning, forsikring og vedligeholdelse. Det er de enkelte butikker og erhvervsdrivende i Esbjerg City, der betaler.
Det betyder, at vi i Esbjerg City år efter år kan sætte et flot julelys op med et minimum af vedligeholdelse og ekstra udgifter. Budskabet om at indkøbe og bruge udendørs julelys med omtanke kan på den måde have flere fordele.










