Esbjerg City Half

25/06/2017
Kl. 11 (fra)

 Nyt halvmaraton sætter Esbjerg på løbernes landkort      

 
Esbjerg City Half er Esbjergs nye halvmaraton, der den 25. juni 2017 for første gang sender nybegyndere og erfarne løbere ud på en spændende rute i centrum af Danmarks yngste storby. 
 
Et nyt, unikt halvmaraton skal sætte Danmarks femtestørste by på landkortet for både nybegyndere og erfarne løbere, og den første udgave af Esbjerg City Half bliver skudt i gang søndag den 25. juni 2017 kl. 11.00. Bag det nye halvmaraton står Sport & Event Park Esbjerg og Esbjerg Atletik og Motion, og løbet bliver arrangeret i et partnerskab med Esbjerg Kommune og Esbjerg City.
 
Ruten for Esbjerg City Half er designet, så deltagerne både løber ad midtbyens gader, forbi den driftige havn og igennem den smukke vestjyske natur, og arrangørerne ser frem til at lade løberne opleve alt det bedste af Danmarks EnergiMetropol.
 
”Deltagerne kommer til at løbe forbi mange af byens kendte vartegn som Musikhuset Esbjerg, Mennesket ved Havet og Blue Water Arena, og samtidig får de oplevelsen af at løbe igennem Esbjergs historie, hvor udviklingen fra kæmpe fiskeindustri til landets førende energimetropol bliver afspejlet,” siger direktøren for Sport & Event Park Esbjerg, Niels Bækgård.
 
Passende at opleve Esbjerg i bevægelse
Også Esbjerg Kommunes borgmester, Johnny Søtrup, glæder sig over, at Esbjerg får sit eget halvmaraton, der er en ny måde både at opleve og vise byen frem på.
 
”Esbjerg er Danmarks yngste storby, og til den status hører selvfølgelig også et spændende halvmaraton. Det er faktisk meget passende at være i bevægelse, når man oplever Esbjerg, for det er en del af byens grundstof at ville fremad, og på ruten oplever løberne på første parket nogle af de mange projekter, der for tiden sætter endnu mere skub i Esbjergs udvikling,” siger borgmesteren.   
 
Løbet er officielt certificeret
Esbjerg City Half er officielt certificeret af Dansk Atletikforbund og DGI, og det sikrer løberne, at deres resultater gælder på de danske ranglister, samtidig med at de er garanteret et velorganiseret løb efter de højeste internationale standarder. Arrangørernes mål er at nå 1300 deltagere det første år, og håbet er, at løbet udvikler sig, så det inden 2020 har 5000 deltagere.
 
Start og mål for løbet ligger på Gl. Vardevej ved Blue Water Dokken, der også bliver base for løberne, og arrangørerne håber, at Esbjergs borgere bakker talstærkt op og skaber stemning på ruten, så både løbere og tilskuere får en god oplevelse til den første udgave af Esbjerg City Half.
 
- Salget af startnumre er klar på https://www.sportstiming.dk/event/4552 

Mere information om løbet   

Mere information om løbet findes på www.esbjerghalf.dk, hvor tilmeldingen også er åbnet.
Følg også Esbjerg City Half her:
Facebook – Esbjerg City Half
Instagram - @esbjerghalf   
 
Niels Bækgård, direktør, Sport & Event Park Esbjerg, tlf. 2033 7445, nb@sepe.dk