DBU Tour-karavanen

VM i Straffe kommer til Esbjerg – skal du være med?

DBU rejser rundt til seks af landets største byer i den kommende tid i jagten på Danmarks bedste straffesparksskytter. Når DBU Tour-karavanen holder ind i Esbjerg lørdag den 25. maj på Esbjerg Torv, har dit hold mulighed for at kvalificere sig til finalestævnet i Aarhus den 22. juni, hvor æren og en fodboldrejse til en værdi af 25.000 kr. på spil.

Bolden lægges på straffesparkspletten. Stilheden lægger sig over stadion som en dyne. Tilskuerne holder vejret i spænding, imens straffesparksskytten bruger sin vejrtrækning til at dulme nerverne. Dommerens fløjte bryder tavsheden, og spilleren løber til bolden…

Nu kan du selv prøve kræfter med straffesparksdisciplinen, når DBU Tour besøger Esbjerg for at afvikle én af de seks indledende runder i VM i Straffe, der afholdes for 6. år i træk.

VM i Straffe er for alle over 18 år. Du skal stille med et hold på fem deltagere, hvorfra én af spillerne også står på mål. Det koster kun 400 kroner per hold at deltage. Der er plads til 32 deltagende hold per by, og turneringsformatet afhænger af, hvor mange hold der er med. De fire bedste hold fra hver værtsby kvalificerer sig til finalestævnet i Aarhus, hvor sejrherrerne vinder en fodboldrejse ud i Europa til en værdi af 25.000 kroner.

Udover VM i Straffe vil der også være gratis aktiviteter som driblebane, speed cage, panna cage, bordfodbold og futchi på pladsen.

Turneringen afvikles desuden i Aalborg , Roskilde, København, Horsens og Aarhus.

Arrangementet i Esbjerg er lavet i samarbejde med DBU, SSP Esbjerg, Esbjerg Kommune og Esbjerg City.

Læs mere om de sjove aktiviteter på: www.dbu.dk/vmistraffe