Ønsketræet

OPFYLD ET BARNS JULEGAVEØNSKE

Pluk et hjerte og opfyld et barns julegaveønske

Esbjergenserne får igen mulighed for at opfylde et gaveønske, der er placeret på ”Ønsketræet” af et barn, der virkelig trænger til en opmuntring i den kolde juletid. Ønsketræet introduceres samtidig med at julen for alvor skydes i gang i Esbjerg City fredag den 22. november.

Sidste år glædede Ønsketræet med over 1000 gaver til anbragte børn, der hver fik flere gaveønsker opfyldt.

Ønsketræet er placeret i gården ved Ting- og Arresthuset og er et juletræ, hvor den traditionelle julepynt er udskiftet med små hjerter med ønsker fra børn fra døgninstitutioner i Esbjerg. Børnene fra hver af institutionerne har selv skrevet et ønske på kortet i prisklassen 100-250 kr., og ideen er så, at man kan tage et kort fra træet, købe den ønskede gave, få den pænt pakket ind og hæfte kortet på pakken, så den bliver afleveret til det barn, der har ønsket gaven. Giveren er anonym, men man må meget gerne sende en hilsen sammen med gaven.

Aflever gaven til Julemanden

Vælger man at følge opfordringen og købe en gave til børnene har man tre muligheder for at aflevere gaven.  Gaverne kan enten afleveres hos Esbjerg City, Torvet 16 1.sal fra mandag – fredag kl. 10.00 – 16.00 eller på kontoret i Gården i Ting- og Arresthuset mandag – fredag kl. 10 – 15 indtil den 16. december.

Du har også mulighed for at aflevere gaven til Julemanden ved Ønsketræet fredag den 29.11 eller 13.12 kl. 15.30 – 16.30 samt lørdag den 30.11, 7.12 og 14.12 og søndag den 8.12 eller 15.12 kl. 11 – 12. Julemanden vil kort før jul samle alle indleverede julegaver og aflevere den til børnene på døgninstitutionerne.